Skip to main content

Samarbejde med Furesø Kommune

Aftale om partnerskab           

 

 

Visioner og ramme for samarbejde mellem Furesø Frivilligcenter og Furesø Kommune 2023-2025

 

Frivilligcenter Furesø blev etableret i januar 2011. Foreningen har som formål at drive et frivilligcenter, der skal være samlingssted for det lokale frivillige arbejde i relation til følgende områder: Det sociale arbejde, sundhed, integration, kultur, idræt, miljø, handicap og psykiatri.

Furesø Kommune medfinansierer Frivilligcenter Furesø sammen med staten. Tilskud fra staten er under betingelse af, at Furesø Kommune giver samme beløb. Dette beløb er 350.000 kr. årligt pr. august 2023. Desuden søger Frivilligcenter Furesø fondsmidler til særlige formål/projekter.

 

Furesø Kommune og Frivilligcenter Furesø har ambitioner om et styrket samarbejde om konkrete projekter, der bidrager til at understøtte og udvikle stærke fællesskaber, jf. Byrådets 2030 mål, herunder specifikt delmål 5.3 om civilsamfundets bidrag til stærke fællesskaber. Frem mod 2030 vil Furesø Kommune og Frivilligcenter Furesø sætte større fokus på at skabe fællesskaber mellem frivillige, og i fællesskab kommunikere herom.

 

Med denne partnerskabsaftale bekræfter parterne den gensidige vilje til at skabe de bedst mulige rammer for at endnu flere frivillige borgere og foreninger bliver en del af Furesøs stærke fællesskaber. Aftalen er gensidig og anerkender den betydningsfulde indsats for de frivillige aktører og foreninger. Aftalen bygger således videre på de hidtidig gode erfaringer og lægger op til en konkretisering af det gensidigt forpligtende samarbejde inden for bl.a. sundhedsfremme, integration, forebyggelse af ensomhed, samt inklusion af udsatte og ældre medborgere.

 

Frivilligcenter Furesø og Furesø Kommune er enige om, at der frem mod 2030 er brug for et endnu stærkere frivilligt engagement og at flere furesøborgere skal finde glæde ved at påtage sig forpligtelser over for fællesskaberne. Konkret lægger Furesø Frivilligcenter op til indgåelse af partnerskaber med Furesø Kommune og andre relevante aktører omkring indsatser med henblik på styrkelse af civilsamfundets rolle i Furesø. Partnerskaberne skal bl.a. understøtte at

 

  • Flere Furesøborgere i alderen 45-85 år bliver frivillige
  • Flere borgere, herunder borgere under 30 år, som er uden for det etablerede foreningsliv, bliver en aktiv del af et frivilligt fællesskab
  • Kvaliteten i velfærdstilbud som skole, dagtilbud og plejehjem bliver forbedret ved, at flere frivillige borgere og organisationer bidrager
  • Foreningernes parathed til at tage imod socialt udsatte og ”de foreningsløse” styrkes
  • Færre unge og ældre rammes af ufrivillig ensomhed
  • Flere borgere får mulighed for at få frivillig gældsrådgivning
  • Flere borgere med anden etnisk baggrund end dansk bliver en del af et fællesskab fx gennem etablering af tværkulturelle netværksgrupper
  • Kompetencer og deltagelsesmuligheder styrkes gennem initiering af kurser/workshops for foreninger og med relevante borgerrettede indsatser

Sammen om at styrke fællesskaberne og frivilligt (socialt) arbejde

Furesø Kommune har det overordnede ansvar for støtte til frivillige foreninger og frivilligt arbejde. Frivilligcenter Furesø er en selvstændig forening, der er til for alle frivillige foreninger og borgere i Furesø Kommune.

 

Frivilligcenter Furesø virker til gavn for lokalsamfundets borgere og vil være en naturlig samarbejdspartner i samspil med andre frivillige foreninger, organisationer, offentlige myndigheder og erhvervslivet. Frivilligcenter Furesø har en ambition om at løfte foreningslivet, og det frivillige arbejde i kommunen til nye højder, og være et center som er drivkraft for alle dem, der, ønsker at tage del i eller har behov for frivilligt arbejde.

 

Frivilligcenter Furesøs kapital består hovedsageligt af ansat(te) medarbejdere (herunder daglig leder) samt frivillige medarbejdere, specialister såvel som generalister, der rekrutteres gennem centrets forskellige kontaktflader. Nye fælles projekter planlægges i dialog med hensyntagen til tid og økonomi til evt. rekruttering af nye medarbejdere med de rigtige kompetencer og evt. tilvejebringelse af ressourcer via fx eksterne fondsansøgninger. Forventningsafstemning og aftaler om roller og ansvar er en naturlig del af det forpligtende partnerskab.   

 

Furesø Kommune og Frivilligcenter Furesø vil indgå i et gensidigt forpligtende

partnerskab med fokus på:

 

  • Involvering og dialog om relevante indsatser, der knytter sig til 2030 mål om civilsamfundets bidrag til stærke fællesskaber
  • Samarbejde og dialog om metoder og kompetenceudvikling og andre temaer, der knytter sig Furesø Modellen for Borgerinddragelse.
  • Gensidig inddragelse og høring i sager og nye indsatser, som kan have betydning for civilsamfundets bidrag til stærke fællesskaber.
  • Dialogmøder om relevante temaer ift. samspil mellem kommune og civilsamfund.

 

Samarbejde og dialog

  • Center for Børn og Voksne koordinerer samarbejdet mellem Furesø Kommune og Frivilligcenter Furesø. Centret udpeger en kontaktperson med observatørplads i Frivilligcenter Furesøs bestyrelse, jf. Frivilligcenter Furesøs vedtægt § 9, stk. 2.
  • Der afholdes min. et møde årligt mellem Frivilligcenter Furesøs leder og bestyrelsesformand og relevante centerchefer i Furesø Kommune. Center for Børn og Voksne koordinerer mødet
  • Der afholdes så vidt muligt en årlig styringsdialog med Frivilligcenter Furesø og politikere fra Furesø Byråd.
  • Frivilligcenteret hører under udvalget for Handicap, Social og Psykiatri. Der afholdes minimum ét årligt møde mellem frivilligcenterets bestyrelse og Udvalget.
  • Frivilligcenter Furesø ledes af en bestyrelse, der er ansvarlig for Frivilligcentrets drift. Til drift af Frivilligentret har bestyrelsen ansat en daglig leder.

 

Aftalens gyldighed og opsigelse

Partnerskabsaftalen træder i kraft pr. 1.10. 2023 og løber til udgangen af september 2025.

Partnerskabsaftalen kan opsiges med tre måneders varsel til udgangen af et kalenderår.

 

 

 

Susanne Olsen

Formand for bestyrelsen

Furesø Frivilligcenter 

 

 

Hasan Yilmaz

Formand for Udvalget Handicap, Social og Psykiatri i Furesø Byråd